Historie 6

Vi rejser hjemmefra ….


Hvem er vi? Det er mig og mine 5 australske terrier søstre. Vi blev født for 7 uger siden i Vejle hos en god familie. Jeg husker ikke meget fra de første uger, men vi sov og diede og sov. Vi kunne hverken høre eller se, Vi havde et instinkt der fortalte os, at vi skulle hen til vores mor og suge god mælk, så vi kunne vokse og blive til ”rigtige australske terrier”.


I de første uger var der en piben udenfor døren til værelset hvor vi lå og hyggede os med vores mor. Det var mormor, som absolut mente at det da vist var hendes hvalpe der lå derinde. Det troede hun, og hun peb videre og spiste næsten ingenting af længsel efter at se os og nusse om os.


Vores madmor boede hos os i samme værelse som os 6 hvalpe og vores mor. Madmor hørte hvert lille pip vi sagde, og undersøgte med det samme om der var noget galt med os – om vi var blevet trykket eller ikke kunne finde patten. Så hjalp hun til, så alt blev sikkert og fredeligt igen.

Sådan gik de første 3 uger stille og roligt, og jeg får lov til at fortælle videre om vores nye oplevelser.


Der var blevet samlet en meget fin indhegning til os inde i stuen, og om dagen blev vi meget forsigtigt båret derind. Det var noget helt andet end den lille fødekasse vi ellers har boet i. Her var der plads og der var legetøj. Men vi kunne jo ikke rigtig bruge den store indhegning, vi var for små endnu. Men vores madmor tog os alle ind i fødekassen om natten. Så kunne hun holde øje med os.


Vi var nu blevet større og trivedes rigtig godt alle sammen og vi havde fået ormekur. (ved 3 og 5 uger Føj hvor det smagte!) og vi havde nu rigtig indtaget den store indhegning i stuen og både mormor, og den yngste i familien på 2 år, måtte så komme ind til os. Mormor havde også mælk at give os, og sammen med mor fik vi da så rigeligt at drikke. Nu var der også legesager at lege med og både vores syn og hørelse var i orden. Vi hørte det vi ville. En kattehule var der og et lille rødt hus, som vi også kunne gemme os i. Vores mad var i begyndelsen opblødt, så vi bedre kunne spise det. Vi manglede de små tænder til at gnaske med. Men de kommer nok snart, sagde vores madmor. Ugen efter måtte vi komme udenfor. Hvad det mon betød? Vi var jo ”udenfor”.


Første dag udenfor. Nu ved vi hvad det betød. Frisk luft og flere legeting, bl.a. en tunnel som vi lige skulle tage nærmere i øjesyn, men så gik det bare derudad. Der var også et boldhav, men det så stort ud, så vi ventede: hvem var mest modig, det var i hvert fald ikke mig, lad nu pigerne prøve først. Men så kom jeg med fuld fart og hu hej hvor det gik. Så kom der også et legestativ med bamser og andet, som var hængt op. Det var sjovt at kunne fange en af bamserne.


De næste uger gik og vi var meget ude. Der kom flere børn og krammede med os, det kunne vi godt lide. Samtidig kom alle vores nye ejere skiftevis på besøg, de ville jo gerne se os. Det var der ikke noget at sige til og vi var også glade for dem. Nu kom vi også ud på græsplænen, det var en stor legeplads og så var der en ny oplevelse: en gynge, vi kunne faktisk være på gyngen alle sammen på én gang. Den var sjov. Det var også en oplevelse at kunne fare rundt i haven sammen med de 3 store hunde. Hold da op hvor vi oplevede meget, der var også (synes vi) en stor urskov, hvor vi kunne gemme os. Trætte blev vi af al den friske luft så til sidst måtte vi ind i stuen igen. Nu var maden heller ikke opblødt mere, nej nu var det noget der kunne knases. Vi havde fået de første små spidse tænder og de kløede. Om natten sov vi alle sammen stille og roligt og vi besørgede (som regel) på aviserne, og så fik vi ros.


Så blev det uge 7. Der en meget flink dame som skulle chippe os, hvad mon det betød. Vi ventede at det måske ville gøre ondt, men ingen af hverken peb eller skreg. Så nu er vi også et nummer i systemet udover de fine navne som vores madmor har givet os. 2 dage efter var vi på besøg hos dyrlægen. Hun skulle vaccinere os og kontrollere at alt var ok. Det gik også let og smertefrit. PS: vi blev kørt i bilen både frem og tilbage fra dyrlægen og det sagde vi heller ikke noget til. Bare en ny oplevelse.


Nu skal vi alle prøve at gå i snor. Det bliver noget helt nyt igen. Men vi er jo australske terrier hvalpe og fuld af gå på mod. 2 har allerede prøvet det og det gik rigtigt fint. Vi er også blevet lovet en køretur i bilen. Vi glæder os allerede.


Når vi er 8 uger gamle, bliver de første af os hentet, og et par dage efter de næste 2. Så bliver der tomt i stuen. Men jeg glæder mig da jeg skal til en familie, som tidligere har fået en hvalp her fra.


PS: Jeg hedder Terry og er fra Kennel Bluetooth D-kuld.

 

Skrevet af Ole Buch

 

 

 

 

 

 

birthe.buch@vgg.dk

www.kennel-bluetooth.dk

Tlf. +45 75821277

Iver Jarls Vej 31, 7100  Vejle