En lille gravid aussie

En beretning fra dagligdagen fortalt af SVEA

Ja, jeg fornemmer at der skal ske noget. Mine mennesker er begyndt at finde ting frem, f.eks. kufferten, og mine og de andre hundes tasker med indhold af bl.a. mad og andre ting. Trimmekufferten er også kommet frem. Så jeg tror ikke, vi bare skal i hundeskoven os 3 hunde. Nej, der er noget andet i gære.

Det med hundeskoven er da også godt, vi møder mange andre hunde og får snuset lidt til området. Jo, det er godt nok. Der kommer også nogle hunde som vi, eller måske bare jeg, ikke kan lide. Ikke fordi de ser farlige ud – men det er noget med lugten og sådan.

Nej, det er IKKE hundeskoven. Slet ikke når alle ”vores” ting bliver samlet sammen. Vi skal nok på langfart igen – håber jeg. Det er nu altid så dejligt at være sammen alle 3 og mine mennesker.

Næste dag bliver vi alle 3 klar over at det er rigtigt, vi skal på tur. JU HU. Så hygger vi os i hundeboksen bag i bilen. Nogle gange er vi der alle 3, andre gange må ”tanten” være på bagsædet, hvor hun er fastspændt.

Det bliver spændende, hvor vi skal hen denne gang. Jeg husker at vi nogle gange har kørt længe, inden vi kom frem. Jeg håber at det er hundeudstilling igen og gerne i Østrig. Det er så flot dernede og fine udstillingsområder. Og vi kan parkere i kælderen, så vi ikke bliver våde, for så er det ikke så godt. Vi skal jo udstilles alle 3. Det plejer at være spændende at møde de andre ”kombattanter”.

Jeg skal også lige huske, at vi allesammen bor på et rigtigt godt hotel lige ved jernbanestationen. Selv om vi måske ikke må, så sover vi i sengene.

Nå, vi fik startet næste morgen og der var alligevel noget forkert. Vort udstillingsbord var ikke med i bilen. Hvad mon der så skulle ske.

Jeg og den lille nye på 12 måneder hyggede os i bilburet og tanten på bagsædet. Jeg kan nu godt lide at komme ud at køre – det er dejligt afslappende og vi hygger os alle sammen. Der var jo selvfølgelig de traditionelle pauser, hvor vi blev luftet og fik tisset af og sådan. Bagefter blev vi tilbudt lidt vand, men nej ikke endnu – vi venter.

Sidst på dagen kom vi til vort hotel, hvor vi fik vores værelse lige inden for døren. Godt vi ikke skulle trave op på 3 sal. Om morgenen skal vi jo skynde os ud og tisse, så er det lidt rart at vi hurtigt kan komme ud.

Så kørte vi lidt igen og kom hen til en dame, som vi kendte. Der havde vi været før, og hun havde mange hunde og en meget stor hund. Men mange aussier. Særlig var der en, som jeg godt kunne lide. Han var meget kærlig anlagt og ville hoppe op på ryggen af mig. Men det synes jeg nu ikke vi sådan lige skulle lege.

Mongrels Hardy

Jeg husker at denne leg havde jeg leget før og det var da meget sjovt – sådan da. Og jeg havde en anelse om hvad der skulle ske. De andre gange havde det resulteret i en hel del ekstraarbejde med nogle små skrighalse. Dem var der meget bøvl med, så nu mente jeg ikke lige, at vi skulle lege den leg igen.

Men han var både sød ved mig og meget ihærdig. Både min madmor og hans madmor sad hos så vi kunne slappe lidt af begge to. Og så var han helt færdig for denne gang. Jeg blev pænt båret ud i bilen igen, hvor jeg måtte hvile efter den øvelse. Jeg hørte vore madmødre snakke lidt om, at vi skulle lege et par gange til, inden vi skulle køre hjem.

Næste dag var vi på en lille byrundtur i den nærmeste by, hvor vi gik på gågaden, og folk synes vi var så søde alle tre. Der var også nogen som sagde – på et andet sprog – at det da vist var nogle aussier.

Sidst på dagen var vi henne hos hende damen med den rare hanhund, og så skulle vi lege igen. Men nu fik han lov til at løbe lidt efter mig. Nej, så let skulle han ikke have det. Han blev noget forpustet, så jeg måtte hellere lege med ham igen. Ligesom dagen før blev vi nusset og kælet af vore madmødre – jo, det var rart.

Igen tilbage til hotellet til en afslappende aften, efter en lille gåtur i det smukke område lige ved åen.

Tredjedagen oprandt ligesom de første. Vi legede, som vi plejede, og jeg blev så bagefter båret ud i bilen, hvor jeg kunne hvile mig.

Næste dag var vi på farten igen, Nu kørte vi længe og jeg sov det meste af tiden – det var et par hårde dage jeg havde været igennem.

Jeg måtte konstatere at det ikke blev en udstillingsdag som tidligere, men jeg vidste nok hvad denne tur endte med.

Ca. 3 uger efter

Da vi var kommet hjem, blev mine mennesker lidt urolige og nervøse for mig. Der var blodklatter på gulvet, og det måtte der ikke være, sagde de. Der blev måske ikke noget godt resultat af vor tur og legen med hanhunden. Det var jeg da noget ked af, for de havde passet sådan på, at der ikke skete noget med mig. Vores egen flinke dyrlæge havde ferie, så vi skulle køre længere til en anden dyrlæge.

Hun var rigtig sød – hende kunne jeg godt lide. Hun målte temperatur og tog blodprøve. Gudskelov var der ikke noget galt med mig og vi skulle komme igen, så jeg kunne blive skannet. Det havde jeg ikke prøvet før, og det gjorde da heller ikke ondt, men det var sådan noget klistret noget at få på maven. Hun kiggede på fjernsynet og sagde, at der var3 små levende hvalpe inden i mig. For en sikkerheds skyld skulle vi komme en uge efter, og igen sagde hun glad, at hun kunne se at der var 3, måske en mere som puttede sig. Og så sagde hun at de små kun var 22 mm lange. Tak for søren tænkte jeg, så varer det da noget, inden de både kan se og høre.

I dag har jeg fået at vide at der er 2 uger tilbage og så får vi resultatet af min leg med den rare hanhund i Holland.

Nu er der gået en uge siden jeg sidst skrev noget om min graviditet.

Jeg synes faktisk at det har været en lang og tung uge, og også lidt besværende. Jeg vil gerne med ud at gå sammen med de andre 2 hunde, men jeg bliver så træt. Nogle gange så går min madmor med mig alene, og så bestemmer jeg altså hvor hurtigt eller langsomt vi skal gå. Det har også været en varm uge, og gåturene har gudskelov også været kortere.

Jeg har fra dyrlægen fået piller til ormekuren. De gled da ned sammen med en klump leverpostej. Nu får jeg også kalktabletter – en hver dag. Det skulle hjælpe mig bedre når jeg skal føde. Jeg husker nu fra sidst, at selve fødslen gik da meget nemt.

Min madmor havde fået hjælp fra en ”fødselshjælper” så alt gik glat og hurtigt. Det var dejligt roligt. Jeg håber det går lige så let denne gang. De mærker mig hele tiden på maven og håber, at de kan mærke nogle benspjæt, men det er vist lige tidligt nok endnu. Men i den næste og sidste uge inden fødslen kan jeg også mærke, at der ”spjætter” noget rundt i maven på mig.

En anden mærkelig ting er at nu vil min madmor tage temperatur både morgen og aften. Det er for – som hun siger – at når der sker en temperaturændring, så er det ved at være tid til, at de små skal ud i den frie natur og opleve en helt ny verden. I begyndelsen – husker jeg – at de hverken kunne se eller høre. Kravle kunne de næsten heller ikke, så nogle af dem fik hjælp til at komme til mælkebaren.

Nu er det på sidste uge i min graviditet.

Jeg er blevet lidt ked af det for mine mennesker synes jeg ligner ”et vietnamesisk hængebugsvin”. Det gør jeg måske også men jeg er altså en australsk terrier som er meget tykmavet. Når jeg sætter mig ned, så falder maven helt ned på gulvet.

Åh, det skal blive dejligt når det er overstået, og de små er kommet ud af maven. Så bliver der bare nye problemer – eller opgaver – som der siges.

Der er nu også nogle gode ting ved at være gravid. Jeg får rigtig god mad og tit, for jeg er meget sulten. De små skal jo også have noget at leve af. Men de andre 2 hunde ser meget misundeligt på mig når jeg tømmer hele madskålen med det gode mad. Jeg tror virkelig de misunder mig det. Men vent bare, tænker jeg. Den lille nye finder nok ud af det på et senere tidspunkt. Endnu er hun et legebarn og er ikke blevet voksen endnu. Men hendes tid kommer. Jeg skal i hvert fald ikke have flere hvalpe, siger min madmor.

Der er også en anden ting, Når vi skal gå til ro om aftenen, så får jeg min hundekurv med ind ved siden af min madmors seng. Og så holder hun sin hånd på min mave og nogle gange siger hun, at nu sover de vist, de små. Andre gange udbryder hun i et glædesudbrud ”Der var en der sparkede” og lidt senere ”jeg mærker 2 der sparker.

Jeg var også ved dyrlægen i går og fik en indsprøjtning mod Herpes. Ja, det er blevet så moderne nu til dags. Tidligere har jeg da født 3 gange uden problemer, så hvorfor den ståhej nu. Nå, de andre ved vel nok hvad der er bedst for mig. Jeg fik også mange ekstra gode godbidder af dyrlægen. Joh, det var da en fin dag. Nu er det blevet lidt køligere udenfor, så jeg hæsper ikke så meget lige nu.

PS: Min madmor er også begyndt at tage min temperatur, både morgen og aften og hver gang siger hun ”hun føder ikke i dag”. Så jeg afventer det videre forløb.

I dag er det 62. dag

Jeg føler mig virkelig træt nu. Og når det er varmt orker jeg næsten ikke at gå tur. Men min madmor er meget flink ved mig, så vi går kun en lille tur, og uden de andre 2 hunde. Hun siger også at jeg har brug for lidt motion, for når jeg skal føde, er det godt at være i god kondition.

I dag er det søndag og, der er ingen tegn på at jeg skal føde i dag. Madmor siger at temperaturen skal falde til under 37 gr. Det er den ikke i dag, for hun har lige målt igen og den er på 37,5 så det bliver nok i morgen mandag. Det har hun godt nok sagt hele tiden, for hun talte dagene til nedkomsten, efter vi var hos den flinke dyrlægedame.

Men jeg er noget besværet af det her, kan næsten ikke hoppe op i sengen mere og vejer over 10 kg. Min hundekurv står nu ved siden af sengen, så der ligger jeg for det meste om natten. Og helst på ryggen – det er så dejligt afslappende, særligt når min madmor holder på min mave og udbryder ”jeg kan mærke at der en der sparker eller vender sig”. Det lyder da meget godt, så er der jo liv. Men jeg er nu noget spændt på, hvor mange små skrighalse der kommer. Det bliver nok et stort arbejde med dem alligevel. I begyndelsen kravler de bare op og finder en af patterne, og så suger de til sig af min gode mælk. Så sover de lidt, og så patter de igen. Jo, der er meget sjov med sådan nogle små nogle. De kan jo hverken høre eller se, så de er lidt svære at opdrage på. Men, vent bare, jeg skal nok få mit hus med dem når de både kan se og høre.

Men, lad os nu få den fødslen overstået. – Jeg ved at jordemor Hanne kommer og hjælper til igen, som hun plejer. Min madmor er måske lidt utryg ved selv at stå for fødslen, og så er det jo godt at have en proff til at hjælpe, hvis der skulle ske noget uventet.

Ja, nu venter vi bare. . . .

Jeg er stadigvæk noget træt af at bære på min mave. Den er blevet meget stor. Hvis der kun er 3 eller 4, så må de være meget store ellers er det bare vand det hele.

Nu blev det mandag og dag 63. Jeg håber virkelig snart at jeg skal føde. Men jeg er glad og spiser godt og der er jo et godt tegn. Min madmor tager nu min temperatur 3 gange om dagen, Men den er stadigvæk for høj, nemlig 37,4 eller sådan. Det er først når den falder at der begynder at ske noget. Hele mandagen gik uden nogen ændring og for den sags skyld også om tirsdagen, dag 64. Nå, både jeg og mine mennesker må da bare vente, jeg kan ikke gøre noget ved det. Det er hvalpene der bestemmer, hvornår de er klar til at komme ud i den stor verden.

Men, om aftenen, tirsdag faldt temperaturen til under 37 og nu er der håb. Inden for 24 timer. Jeg hørte at der blev aftalt, at nu skulle min madmor sove sammen med mig i gæsteværelse om natten.

Endelig

Onsdag d. 19. juli 2017 omkring kl. 04.00 begyndte der så at ske noget med mig, jeg blev lidt urolig og begyndte at rede seng og hæspede og trak vejret ret hurtigt. Nu skulle der ske noget, vidste jeg fra tidligere. Og der gik da heller ikke ret lang tid så kom den første hvalp. Det skete samtidig med at min madmor ringede til sin hotline og fødselshjælper. Hun var lidt optaget og sendte sin datter Mathilde i stedet for. Hun var nu også en god hjælp, da hun havde været med til mange fødsler før. Den førstefødte var en lille pige født kl. 04.27. Derefter var der nogle veer, og så gik det slag i slag. Nogle piger senere kom der så en lille dreng, men med bagenden først. Selvfølgelig skulle han da være anderledes end pigerne.

Nå, det hele sluttede kl. 07.41 og med et storslået resultat: 2 drenge og 5 piger. Alle sunde og raske, uden fejl og kunne med det samme begynde at sutte.

Jeg må sige at jeg både er glad og lettet over, at det hele forløb uden problemer.

Nu til slut en kærlig hilsen til jer, som har fået en af mine hvalpe med mit ønske om at passe godt på mine ”børn”. De er virkelig dejlige.