Historie 3


Kennel Bluetooth

Opdateret d. 25-11-2019

Om en laaang rejse til Finland efter en australsk terrier

Vire hos sin nye familie i Vejle

Historien startede med, at vi kom i kontakt med en familie i Vejle, som brændende ønskede sig en Australsk Terrier. Men det skulle ikke være en hvalp, nej det skulle være en voksen hund.

 

Vi undersøgte mulighederne her i Danmark, om der var nogen som havde en omplaceringshund. Det var der ikke på det tidspunkt, selvom vi havde en dejlig voksen tæve i kikkerten.

 

På en udstilling i Finland, kommer i snak med Satu Hardén, som ejer Kennel Surely. Satu kender vi særdeles godt, da vi havde købt Silja (Surely nothing to Loose) for en del år siden.

 

Under en dejlig middag dristede jeg mig til at spørge, om hun evt. havde en ”overskudshund”, hun ville sælge. Efter lidt internt finsk snak med sin mand blev de enige om, at ”VIRE” ikke rigtigt passede ind i flokken mere.

Glad arrangerede vi et møde med familien i Vejle, så snart vi kom tilbage fra Finland.

 

Det var en vidunderlig skøn rød australsk tæve på 6 år, og de sagde ja med det samme. Den eneste betingelse var, at de skulle betale min flybillet til Finland for at hente hunden, som så ellers var gratis.

 

Den store afhentningstur blev planlangt til mandag d. 28. oktober 2013. Billetterne blev bestilt hos DSB og SAS samt en enkeltbillet til ”VIRE” fra Vantaa lufthavn i Helsinki.

 

Forinden afrejsen havde jeg sikret mig at ”VIRE” ikke vejede for meget, da luftfartsselskabet kun accepterede en hund i kabinen, som ikke vejede mere end 8 kg, inkl. taske. Den indkøbte taske jeg medbragte, overholdt de mål som krævedes, så der skulle ikke blive nogen problemer i den retning.

 

Mandag morgen d. 28. entrede jeg IC3 toget i Vejle med kurs mod Kastrup lufthavn. Jeg skulle med SAS til Finland omkring kl. 11 med ankomst Helsinki kl. 13. (Der er 1 times tidsforskydning mellem Danmark og Finland). Turen gik fint og jeg mødte Satu i Vantaa lufthavn til aftalt tid. Hun havde en glad Australsk Terrier med. Efter en kop kaffe og en ”hundesnak”, blev det tid til at tjekke ind. Satu var da allerede på vej til sit hjem.

 

Men indtjekningen gik ikke helt som beregnet. Hund og taske vejede lidt over 8 kg. Jeg prøvede at ovetale personalet, den lille overskridelse kunne vel ikke være noget problem. Jo, der var også et problem mere, nemlig hunden kunne ikke være i tasken. Jamen den ligger ned, og der kan lukkes for den med lynlåsen. Men, nej igen. Hunden skal kunne stå oprejst i tasken, når den var lukket. Den måtte ikke have hovedet ovenfor.

 

Hvad gør vi så. Kan vi få dispensation fra kaptajnen? Nej, det var helt udelukket. Hunden skulle være i flyets bagagerum og i en større kasse. Men, jeg havde ikke en større kasse. Hurtig opringning til Satu. Hun ville forsøge at få fat i en stor boks til ”VIRE” og så komme tilbage til lufthavnen.

Nu meddeler lufthavnspersonalet imidlertid, at der ikke er flere afgange til København den dag.

 

Satu ”Hvor er du”? Kan du komme inden kl. 17.50 med en stor boks, så kunne min billet blive om booket til København via Oslo. ”Jeg er der så hurtigt jeg kan” sagde hun, så jeg måtte bare vente og se minutviseren flytte sig. Hun kom 5 min. før med 2 store bokse hvor vi kunne vælge, hvilken der skulle være hjemsted for ”VIRE” de næste mange timer.

 

Jeg var nærmest utrøstelig, da jeg tog afsked med Satu igen. Men vi kom afsted med maskinen til Oslo.

 

Vel ankommet til Oslo ventede der nye og større problemer. Al flyvning til København var indstillet på ubestemt tid, da der var orkan i København med vindstød op til 18-19 sekundmeter. Alle passagererne fra vores fly blev nu gennet ned i en lang venterække hos SAS for at få ændret deres billetter. Der måtte jeg også stille op og vente og håbe på, at vi kunne komme hjem. Ellers blev det nødvendigt at overnatte i Oslo med en hund i en stor boks. Det virkede utroligt uoverskueligt.

 

Imens jeg stod der i ventekøen synes jeg svagt at høre mit navn blive råbt op, at jeg skulle henvende mig til en anden gate. Jeg løb derover og spurgte om det var mig de efterlyste. Det var det, for jeg havde jo også en hund med. Jeg blev chekket ind på en maskine til København og skyndte mig ud til gaten og flyet. Der var kun enkelte pladser tilbage, så jeg var ”heldig”. De øvrige passagerer i flyet havde siddet der og ventet i vel 1 til 1½ time, da maskinen ikke kunne få landingstilladelse i København, førend vindstødene var faldet til 14 sekm.

Efter en times ventetid i flyet, hvor jeg var meget bekymret over, om ”VIRE” overhovedet var kommet ombord. Kabinepersonalet kontrollerede at ”VIRE” var med i flyet. Nu kunne jeg slappe lidt af. Da vi efter en meget turbulent indflyvning ankom til Kastrup Lufthavn, måtte flyet parkere lang ude på landingsbanen, da der ikke var flere standpladser på grund af stormen. Vi blev også advaret, da vi gik ned af trappen til den ventende bus: ”Pas på blæsten ikke vælter jer omkuld.”

 

I ankomsthallen kunne jeg se at vi lige kunne nå toget til Vejle, som afgik 15 minutter senere. Så da bagagetraktoren ankom med ”VIRE” i boksen, fik jeg lånt en lille vogn, så al min baggage kunne transporteres ned til togafgangen.

Klokken var nu blevet 21.55 og toget skulle afgå, men en informationstavle viste at der ikke kørte tog før tidligst kl. 4 på grund af væltede træer.

 

Hvad gør man så lige i ca. 6 timer, i en tom lufthavn med en hund. Andre passagerer havde taget Taxi til hotellerne inde i byen. En mulighed jeg for så vidt var afskåret fra. Efter et par runderinger på pladsen uden for terminalen, hvor jeg forespurgte om der evt. var nogen, som havde kurs mod Jylland i bil. Det var der ikke – jo til Hvidovre og Hellerup. ”VIRE” fik snust lidt omkring, men var meget tavs og måske lidt forundret over denne rejse, som ikke var forbi endnu. Vi slog os ned i lufthavnsbygningen, som efterhånden var ganske tom for mennesker. Et ungt par var meget behjælpsomme med at hente nye informationer fra DSB. Den sidste oplysning derfra var, at der ikke kørte tog før end kl. 7.

 

Det var en meget lang nat med en hund, som i øvrigt tog det med ro.

Pludselig var der ny information fra DSB. Der ville være afgang mod Jylland ca. kl. 5. De sidste 2 -3 timer havde vi været placeret på et bagagebånd til Indchekning, sammen med en ældre svensk dame, som gerne ville til Malmö. Et par meget nidkære lufthavnsbetjente jog os dog væk fra vore siddepladser på bagagebåndet, da det var ulovligt at opholde sig der.

 

IC3 toget ankom efter nogen ventetid på en kold og blæsende perron, vi kom ombord og toget kørte mod Hovedbanen. Efter afgangen herfra, fik vi over højttaleren at vide, at der var indsat togbusser mellem Slagelse og Korsør, da der var væltede træer på banelinjen. Men efter Roskilde var oplysningen at vi allerede skulle med busser fra Ringsted.

 

I Ringsted myldrede alle ud, og vi måtte konstatere, at det både blæste og styrtregnede. Togpersonalet havde lovet at busserne var der, men det tog en rum tid førend de kom. Den store transportboks blev sat ind i bussens bagagerum og vi var vel klar til afgang da chaufføren opdagede at der stod personer i midtergangen. Disse måtte ud igen, og jeg var parat til at entre bussen, da chaufføren ville hente boksen ud igen, han sagde at vi måtte vente på den næste bus. Jeg var efterhånden blevet lidt træt, så jeg sagde til chaufføren at jeg var rejseleder og kunne sagtens bruge rejselederstolen.

 

Vi kom da til Korsør og ud af bussen i styrtregnvejr og hen mod stationen, op på broen til de ventende IC3 som holdt parat. Da vi havde ventet der i ca. 15 minutter oplyste DSB personalet, at det var en anden nedgang vi skulle bruge, til det tog som skulle fragte os videre. Ned af en anden trappe stadig i øsregn, ind i en tom kupe. Drivvåde var både jeg og ”VIRE”, som jeg fik tørret, så godt jeg kunne. Efter endnu en ventetid blev det oplyst, at vi ventede på en togfører, som kom med den næste bus. Den ankom da også, men uden togføreren, som måske kom med næste bus.

 

Endelig afgang mod Fyn og Jylland, men i Odense blev der et længere ophold, da vi måtte vente på et modkørende tog fra Jylland. Der var kun en banestrækning der var fri. Hen imod kl. 9.30 – 10 kom vi videre med langsom fart og flere stop undervejs til Fredericia.

 

Her fik vi igen at vide, at vi endnu engang ventede på en togfører, som snart ville komme og føre toget videre nordpå. Men der skete ingenting – vi bare sad og ventede. Pludselig fik vi at vide, at der på den modsatte perron var et tog, som kørte nordpå. Alle styrtede ud og løb op mod det ventende tog.

Jeg tænkte om jeg skulle følge efter de andre, så det gjorde jeg. Ved indgangsdørene til toget ventede de alle sammen og jeg spurgte hvorfor de ventede. Svaret var ganske enkelt, toget kørte kun til Vejle. Juhu, sagde jeg, jeg skal ikke længere end til Vejle, så det var op i toget med tasker, boks og ”VIRE”.

 

Vi blev afhentet på Vejle banegård af min kone, som imellem tiden var blevet lidt nervøs, da hun ikke kunne få forbindelse med mig på mobilen. Den havde jeg slukket af sparehensyn.

Vel hjemme igen efter en lang, meget lang tur, som havde varet 27 timer. Og stor var glæden da vores egne to australske terrier modtog ”VIRE” med glæde.

”VIRE” blev afleveret til sin nye familie dagen efter. De er meget glade for hende og hun er faldet rigtig godt til hos dem.

 

birthe.buch@vgg.dk

www.kennel-bluetooth.dk

Tlf. +45 75821277

Iver Jarls Vej 31, 7100  Vejle

Satu med Vire i Vantaa lufthavn