Historie 1

https://www.facebook.com/rsrc.php/v3/y4/r/-PAXP-deijE.gif


Kennel Bluetooth

Opdateret d. 25-11-2019

Mit liv med australske terrier

Det var en trist og grå februardag 2007, da jeg kom hjem fra sygehuset. Jeg havde i længere tid haft problemer med mit venstre knæ, og det var nu blevet opereret, og jeg havde fået et nyt. Men hjemmet var mærkelig stille og rolig – ingen hundemodtagelse. For første gang i mange år havde vi ingen aussie. I de dage jeg var indlagt, fik Yona det dårligt. Efter et dyrlægebesøg blev det konstateret, at han sandsynligvis havde fået en hjerneblødning eller lignende, og resultatet var en aflivning. Min kone havde berettet for mig, at der desværre ikke var nogen anden udvej, og selvom Yona var blevet 15 år – hvilket var en meget høj alder, så var det med vemod, jeg modtog den triste besked.

 

Efter en uge i huset, alene uden hund og dårlig efter operationen, og en kone der var på arbejde hele dagen, synes jeg at tilværelsen så noget håbløs ud. Jeg tror også min kone bifaldt, at det var nu og ikke til sommer, at vi skulle have ”en lille ny”.

 

Lige så langt tilbage jeg kunne huske, har vi altid haft hund – ikke bare en hund – men en australsk terrier. Jeg husker tydelig året 1961, hvor mine forældre fik kontakt med Comtesse Lise Moltke. Hun havde netop importeret aussier fra England og havde også en hvalp til salg. Jeg tror ikke mine forældre kendte ret meget til australske terrier, eller terrier i det hele taget, for det var i hvert fald en stor oplevelse, da vi endelig fik Sir Toby. En rigtig fræk, frisk og nysgerrig hund med en masse gå på mod, den var ikke bange for noget som helst. Og så havde han en størrelse, som var meget passende til en lille lejlighed. Det blev efterhånden til flere aussier, og flere kuld hvalpe blev det også til.

 

Da min kone og jeg flyttede sammen, var der heller ingen tvivl om, at vi skulle have en aussie. Vi vidste godt fra mine forældre, at en sådan terrier absolut ikke var billig, så vi ledte i flere dagblade, og lige pludselig var der en australsk terrier til salg. Han var godt nok 6 år gammel. Vi talte med ejeren flere gange, og det viste sig, at det var en kennel, som var ophørt, og hunden var så blevet til overs. Han ville dog sikre sig, at vi var de rette til en australsk terrier, da de var noget specielle. Vi ville gerne at hunden ville falde godt til hos os, da den jo tidligere var en avlshan fra kennelen. Vi hentede ham i Rudkøbing på Langeland og faldt for ham med det samme. Han var rigtig flot og havde en utrolig flot gang. Vi fik at vide, at hans døbenavn var Sam-Zu Hauraki. Det var året 1986, og der skulle ikke gå mere end 4 år, så fik vi Geya, som var en rigtig krudtkarl, men det fik Hauraki styr på, det var ham, som bestemte. Vi var helt klar over, at så fin en hund som Hauraki, fik vi nok aldrig igen, så vi fik ham parret og i 1992 fik vi så Yona som tak for parringen. På det tidspunkt residerede der så 3 aussier hos os i Vejle, og det var noget af et optog med 3 hunde i snor samtidig. Igen var det Hauraki, som var den der afrettede sit ”barn”, og der var stadig ingen tvivl om hierarkiet.

 

Men et hjem uden aussie blev mere og mere utænkelig, så ”jagten” begyndte. Jo, en hund kunne vi sagtens få (købe) men en aussie, nej. Jo måske, hvis vi ville acceptere at den var langbenet, krølhåret og havde knækører. Nej, den skulle selvfølgelig være ”rigtig”, så vi prøvede hos de 3 opdrættere, vi kunne finde hos Dansk Kennelklub. Den ene sagde ”nej, jeg tror ikke vi parrer mere”, den anden sagde ”måske til sommer”, men så skulle der også bestilles allerede nu. Til sidst nåede vi til Jill Grenaae på Sjælland. Nu havde vi kendt Jill gennem – jeg tror de sidste 20 år – og vidste at de hunde hun havde, de var bare i orden. Igen var der afslag, hun havde lige haft 8 hvalpe, og de var solgt på forhånd og var nu ved at blive afhentet af deres nye ejere. Jill fortalte, at der i Danmark sidste år kun var født 14 hvalpe, så vi kunne jo godt regne ud at der var lange udsigter til en ny aussie. Men Jill var meget hjælpsom og henviste til nogle forbindelser hun kunne sige god for i Sverige. Så på med den svenske udtale og ringe til dem. Igen var det negativt, måske kunne vi få en han, men min kone ville denne gang bestemme, at det skulle være en dame og blue/tan som de øvrige – nu havde vi haft 3 hanner og så måtte det være godt. Jeg begyndte så at søge i Finland, men det var også ganske svært, da finsk ikke er et let forståeligt sprog. Igen fat i Jill og høre hvad hun havde af forslag. Jeg fik nogle telefonnumre og mail-adresser på finske kenneler som hun kunne sige god for. Det var faktisk ikke nemt heller, da det ”ikke var sæson”. De opdrættede alle til levering om sommeren. Der var dog en kennel, som tilsyneladende havde 2 tæver født 21.12.2006. De måtte være rejseklare nu her midt i februar. Jeg fik endelig fat i kennelejeren. Hendes kennel hed ”Surely” og hun hed Satu og kunne tale engelsk – gudskelov, for så meget finsk kunne jeg heller ikke. Hun sagde at de begge to var bestilt, så mit håb dalede igen. Det viste sig efter flere samtaler at kun den ene var ”rigtig” solgt, den anden var kun reserveret, og da hun ikke havde hørt fra dem, kunne vi muligvis blive enige.

 

Det var et par lange dage inden jeg fik den glædelige besked, at hun godt ville lade os købe den. Jeg tror også det gjorde en hel del, at vi kendte Jill, som også kunne sige ”god” for os.

 

Men hvad nu, det var jo ikke sådan bare at køre til Finland og hente en hund. Igen måtte vi have hjælp fra Jill. Og jeg vil sige, uden Jills hjælp var dette aldrig lykkedes. Der skulle en del papirer til.

 

Vi skulle have en opdrættererklæring fra Finland, som sammen med en ansøgning fra mig skulle sendes til fødevaredirektoratet, som skulle godkende, at vi importerede en ”ikke rabbies vaccineret hvalp under 3 mdr.” fra Finland. Dertil kom så også både chipmærkningen og senere det blå hundepas. Vi havde aftalt pris og afhentningsdato med Satu i Finland, så vi afventede blot tilladelsen fra fødevaredirektoratet. Den kom da også i tide til at vi kunne have den med til Finland.

 

Jeg havde taget kontakt med SAS ang. plads i flyet til hvalpen. Det skulle der søges om i Cargo afdelingen, da der kun måtte være 2 hunde i flykabinen ad gangen. Den skulle jo ikke stå i lastrummet, men være hos os. Men vi fik både billet og cargo tilladelse til at passe sammen, så når vi rejste hjem, skulle vi så bare betale ”overvægt” for hvalpen i Vaanta lufthavnen i Helsinki.

 

Fredag d. 2 marts var en stor dag. Tidligt med toget her fra Vejle og til Kastrup lufthavn for 2 timer senere at entre SAS flyet til Helsinki. Vi tog lufthavnsbussen ind til centrum med vor sparsomme bagage. Vi skulle ikke miste nogen kuffert, så vi havde absolut minimum af bagage med, som kunne være i kabinen. Vel ankommet til centrum og efter en kop god kaffe i ”Saluhalli” ved havnen, ringede jeg til Satu, at nu var vi her. Hun kom som aftalt og kørte os til sit hjem i Orimattila ca. 100 km nord for Helsinki. Her blev vi mødt af hendes australske terrier, både røde og blue/tan og selvfølgelig de 2 tilbageblevne hvalpe. Satu havde udset, at vi skulle have den tæve der var størst og sikke en modtagelse vi fik af både store og små hunde. Efter en kop te og et stk. brød, blev det tid at køre over til hendes forældre, som boede ganske nær ved. Også her var der aussier i ”lange baner”. Hendes mor, Irma, havde 6 - 7 aussier ligesom Satu, så der var også liv og glade dage. Pludselig havde vi hver af os 2 - 3 hunde på skødet, det var bare dejligt. Endelig et land som havde australske terrier i massevis. Vi fik fortalt at der årligt blev født omkring 300 hvalpe i Finland. Efter en sen aftensmad blev det tid til at gå til ro efter en lang dag. Satu og hendes forældre havde aftalt at vi måtte bo der indtil næste dag, hvor vi skulle tilbage til Danmark igen. Om morgenen lørdag, var der dækket op med det store morgenbord, og både Satu, hendes mand Ari og deres dreng Olle på 5 år kom også til. Satus bror er der også, han har fået beskadiget sin hånd. Efter morgenmaden kører vi en tur i det flot snedækkede landskab til byen og ser på kunsthåndværk i en gammel nedlagt fabrik. Så tilbage til Satu og ”vores” aussie ”Surely Nothing To Lose”. Vi havde nu allerede hjemmefra døbt hende Silja. Efter et sidste besøg hos Satu’s utrolig venlige og gæstfrie forældre med veldækket frokostbord, blev det tid til at køre til lufthavnen igen. Vi skulle med flyet kl. 17.00 til Kastrup og videre med toget til Vejle.

 

Indcheckningen gik fint, og Silja sad glad og nysgerrig i den medbragte taske og betragtede den pulserende verden. Ombord i flyet sad Silja under start og landing i tasken på gulvet, men under selve turen sad hun blot og blev kælet for og småsov, som om hun ville fortælle os, at det da ikke var noget særligt sådan at flyve. Efter ankomst til Kastrup og med alle papirerne parat, gik vi såmænd bare direkte igennem kontrollen uden noget som helst. Vi var hjemme i Vejle kl. 22.30 og Silja er faldet godt til, og selvom hun er finsk født forstår hun udmærket dansk. Det er jo også som barn, man har let ved at lære fremmedsprog.

 

PS: Som et kuriosum skal det nævnes at Sam-Zu Hauraki er i Siljas stamtavle 6 generationer tilbage. Ringen er sluttet.



birthe.buch@vgg.dk

www.kennel-bluetooth.dk

Tlf. +45 75821277

Iver Jarls Vej 31, 7100  Vejle